BANDS

De udvalgte bands til HGP 2025

KØRESTOLSRÆSERNE

"Klar på alt, hvad der sker"

Kørestolsræserne er et band, der skaber glæde og energi, og som har sammenhold i centrum. Vi er en gruppe, som elsker at optræde sammen, og som har gjort det igennem mange år. 

Vores sang handler om glæden ved fællesskab og hverdagens små øjeblikke. Når man slår øjnene op og ved, at man skal være sammen med sine venner, så bliver dagen god. 

Teksten hylder alt det, der gør livet dejligt: Grin, drømmekage, bingo, musik, naturen og gode minder. Det er en varm og livsglad sang om venskab og oplevelser og om at finde glæden i det nære.

KARMA

"Pepsi Max"

Vi er et band fra Odense Værkstederne, som kalder sig KARMA. Vi er et nyt band sammensat af gamle venner, som har kendt hinanden i mange år.

Vores drøm er at lave vores egne sange og musik, men lige nu spiller vi et blandet repertoire af både vores egne sange og nogle kopisange.

Vi elsker at komme ud og spille og sprede karma til folk.
Vores motto er: "Musik skal ud i verden". 


VOKSENSKLUBBENS HUSORKESTER

"Danse alene"

Vi hedder Voksenklubbens Husorkester og kommer fra København. Vi har spillet sammen i mange år, spiller hver mandag og onsdag aften i voksenklubben, og sangen blev til, fordi der altid er nogen, som også danser alene, og det er fedt.

Vi spiller også til fest i klubben nogle fredage til stor glæde for både os i bandet og for de ca. 130 gæster, som kommer til fredagsfesterne.

Vi kan godt lide sjov og ballade, men er også meget dedikerede til vores fællesskab og musikken.

NYDNINGSBANDET

"Sol og sommer"

For godt tre år siden startede Nydningsbandet som et lille "aftenhyggeprojekt" i forsangerens/trommeslagerens lejlighed, hvor bandet spillede Bamse og Kyllings "Nydningen" sammen med deres pædagog, Kristian.

Senere gik de i gang med at skrive deres første sang over en kold cola. Ud af dette kom sangen "Bedste Venner", som tog dem hele vejen til finalen i HGP 2022. Et års tid senere syntes drengene imidlertid, at bandet trængte til at blive udvidet. Der var brug for flere stemmer og mere liv på scenen.

Derfor valgte bandet at invitere to unge kvinder med i bandet, og dette blev starten på en rejse i et helt nyt fællesskab. Bandet deltog ved HGP i 2024 og har også varmet op for Kandis til flere festivaler.


POPKORN

"For evigt og altid"

Bandet POPKORN er et helt nyt dynamisk band i Faxe Sociale Udviklingscenter (FSU).
Det er et åbent band, hvor alle er velkomne til at komme og bidrage med det, de kan og har lyst til.

I FSU er vi alle sammen gode venner, og derfor handler vores sang om, hvad det gode venskab er. Og det er nemlig, at man holder af hinanden, laver sjov og ballade, hjælper hinanden og ikke mindst har en kæmpe fest sammen.


TEZZ

"Haters"

Tezz kommer fra Frederiksberg og siger om sin HGP-sang:

"Jeg skrev denne her sang, fordi jeg er træt af, at der er så meget hate og så meget mobning på sociale medier – det er ikke kun unge, det er også børn, som kører med på den.

Når folk hater på hinanden, er det et tegn på usikkerhed, og med musik er det fedt at kunne udtrykke sig og fortælle dem, at det skal stoppes – jeg vil ikke finde mig i det.

Jeg har taget mit band med fra Magneten, og vi kommer til at give den max gas på scenen i Odense"





HITPATRULJEN

Tip top"

Sangen 'Tip Top' handler om Hitpatruljen, det at være et orkester og ta' ud og spille koncerter sammen. Hvad kræver det når man skal afsted, hvordan ser vi ud? og ikke mindst glæden ved, at spille musik sammen.




OPTOUR

"Svært at forstå"

Vi hedder Optur og er et band fra JAC Vestegnen.

Bandet består af musikere fra forskellige bandsammenhænge, og nogle har optrådt til HGP før.

Vores nummer handler om det at miste nogen, man har kær, og at det kan være svært at forstå, hvor ondt det kan gøre. Men sangen handler også om håb og genforening 




DE SMARTE SANGERE

"HGP-sangen"

De Smarte Sangere er et band, der både spiller kopi-numre og egne sange.

De sange vi selv skriver, handler ofte om glæde, fællesskab og livsmod.

Bandet består af en trommeslager, en pianist, en bassist/sanger, og syv smarte sangere.